| MKV - MIDTJYLLANDS KLOAK VEDLIGEHOLDELSE A/S |

|
MKV er blevet ISO 14001 certificeret
En specialiseret service-virksomhed, dækker mange områder!
Ud over det man normalt forbinder med kloakarbejde, dvs. spuling af brønde, kloakker og drænrørsledninger, udfører MKV slamsugning og slamafvanding af tanke, pumpestationer, renseanlæg, fedtsamlere og køkkenbrønde m.m. Desuden arbejder MKV med rodskæring, betonfræsning og mekanisk rensning af faldstammer. Virksomheden er også godkendt til afhentning, sortering og transport af farligt affald.
MKV har i mange år samarbejdet med stat og kommuner, andre offentlige kontorer og institutioner, erhvervsvirksomheder, entreprenører, ejendomsselskaber, landbrug samt private.
Direktør Alex Bentmann fortæller: "Lige siden jeg startede MKV i 1997, har det været ét af mine mål at værne om miljøet og det har vi hos MKV lige siden bestræbt os på i vort daglige arbejde. Men da virksomheden efterhånden er vokset sig stor med mange medarbejdere og flere afdelinger i henholdsvis Randers, Silkeborg, Hadsten og Ry, har vi haft behov for at få tingene struktureret bedre for at fastholde vore miljømål. Derfor valgte vi at blive ISO 14001 certificeret".
Alex Bentmann fortsætter: "MKV råder over de nyeste udgaver i vogne til højtryksspuling og slamsugning. Miljømæssigt har vi bl.a. spulevogne med genbrugsanlæg, således at vi genbruger det opsugede vand. Endvidere har vi for 1,5 år siden overtaget Trio Inspektions TV og råder nu over 3 inspektionsvogne med alt udstyr til fotografering, fejlfinding og kontrol af alle typer rørledninger, lækagesporing og ledningsopklaring", slutter Alex Bentmann.
Anette Kaas, der er den daglige koordinator af miljøstyresystemet siger: "Jeg var nok lidt skeptisk i starten. Skulle vi nu have endnu et system? Men det viste sig, at vi fik opbygget et enkelt og effektivt miljøstyringssystem iht. ISO 14001 og SEMKO-DEKRA DANMARK, der skulle certificere os, viste sig at have et rigtigt godt branchekendskab, som betød, at vi blev noget klogere under auditeringen. Vi er nu stolte af vort certifikat og ser systemets krav om løbende forbedringer som et "spark" til, at vi hele tiden er oppe på miljømærkerne", slutter Anette Kaas.
Lead auditor Niels Madsen fra SEMKO-DEKRA DANMARK siger: "MKV har et enkelt, men effektivt miljøsystem, som opfylder kravene i ISO 14001 og jeg er overbevist om, at MKV vil få gavn af systemet fremover".
Fra certifikatoverrækkelsen ses fra venstre miljøkoordinator Anette Kaas, direktør Alex Bentmann, MKV og salgsdirektør Gerd Larsen, SEMKO-DEKRA DANMARK.
|
|
|